Nyhedsbrev

Returs årsmøde: Producentansvarets Dag 2026 – den 3. juni i Nyborg

Fra affald til forsyningssikkerhed
- producentansvarets nye rolle i Europa

Den globale kamp om råstoffer er taget til. Handelsaftaler er i opbrud, leveringskæder brydes, og adgang til de materialer din virksomhed er afhængig af er blevet et højstrategisk spørgsmål.

EU arbejder for at sikre adgang til de ressourcer, kontinentet er afhængigt af. Det betyder noget for din virksomhed. Din produktion. Din forsyningskæde. For om du kan levere i morgen og om ti år.

Den 3. juni sætter Retur producentansvaret ind i den sammenhæng med oplæg, breakout sessions du selv sammensætter og en afsluttende debat, der gnistrer.

Kom med og få de redskaber og perspektiver, der hjælper dig med at agere.

Det er gratis at deltage.

Arrangementet er forbeholdt Returs medlemsvirksomheder.

Årets tema

Fra affald til forsyningssikkerhed - producentansvarets nye rolle i Europa

Producentansvaret blev skabt til at sikre at de, der sætter produkter på markedet, også tager ansvar for, hvad der sker med dem når de bliver til affald. Målet er enkelt: at materialer ikke går tabt, men kommer tilbage i kredsløbet.

Det formål er ikke blevet mindre relevant.

Europa kigger ind i en verden hvor kritiske råstoffer er koncentreret hos geopolitiske modstandere, og hvor behandlingskapaciteten for genanvendelse primært ligger uden for kontinentet.

Producentansvaret er et af de centrale redskaber EU har til at ændre det, ved at holde materialer i kredsløbet, finansiere behandlingskapacitet og skabe incitamenter til bedre produktdesign.

Det er den sammenhæng vi sætter producentansvaret ind i til Årsmødet: Producentansvarets dag, og vi gør det fra tre vinkler:

Det politiske niveau

Ressourcer, geopolitik og EU’s strategier.

Systemniveauet

Erfaringer og resultater fra Danmark og Norden.

Markedsniveauet

Genbrug, genanvendelse og globale materialemarkeder.

Det praktiske

Dato og tid:
Den 3. juni 2026, kl. 09.00–16.00

Sted:
Nyborg Strand Hotel & Konference, Østerøvej 2, 5800 Nyborg

Parkering:
Der er 600 gratis parkeringspladser samt 56 ladestandere fra Clever, Norlys og E.ON.

Offentlig transport:
Hotellet ligger tæt på offentlig transport.

Forplejning:

  • Dagen starter med en fyldig morgenmad med hjemmebagt brød fra hotellets eget bageri, ost og marmelade – og selvfølgelig kaffe og te.
  • Til middag serveres en lækker frokost.
  • Gennem hele dagen er der adgang til kaffe, te, koldt vand, frugt, nødder og grønt.
  • Til eftermiddagen er der hjemmebagt kage.

Har du allergier eller særlige kosthensyn? Skriv til Camilla Falkenberg på cf@retur.dk.

Tilmelding:
Arrangementet er forbeholdt Returs medlemsvirksomheder.

Det er gratis at deltage, og I er velkomne til at deltage flere personer fra den samme medlemsvirksomhed. I skal blot huske at tilmelde jer enkeltvist.

Afbud:
Afbud skal senest meldes fredag d. 29. maj kl. 23.59.

Der er et no-show fee på 750 kr. plus moms.

Program

Dagen er bygget op om en fælles ramme og plads til fordybelse. De fælles oplæg sætter perspektivet: hvad sker der, hvorfor og hvad betyder det.

Breakout sessionerne giver dig mulighed for at gå i dybden med det, der er mest relevant for netop din virksomhed.

Sammensæt dit årsmøde som du vil

Midt på dagen er der to runder med tre breakout sessions i hver.

I hver runde vælger du den session, der lyder mest spændende for dig. Kommer I flere fra samme virksomhed, kan I med fordel dele jer op og dække mere indhold.

Du vælger breakout sessions ved tilmelding.

09.00-09.30 Registrering og morgenmad
09.30-10.00 Retur i 2025/2026 – vækst, resultater og vejen frem
10.00-10.45 Producentansvar – bureaukratisk byrde eller nøglen til fremtidens ressourcer?
10.45-11.00 Pause
11.00-11.45 Breakout sessions runde 1

· A) Europas skjulte mine ligger tæt på Middelfart
· B) Producentansvar for tekstiler: Er din virksomhed klædt på til fremtiden?
· C) Når dit producentansvar går på tværs af landegrænser
11.45-12.30 Frokost og netværk
12.30-13.15 Breakout sessions runde 2

· D) Bæredygtighed: hvad gør dit producentansvar egentlig for omverden og din virksomhed?
· E) PPWR i praksis: Fra lovkrav til forretningsmulighed
· F) Flere, større, tungere – hvordan elektrificeringen ændrer batteriernes virkelighed og dit producentansvar
13.15-13.30 Pause
13.30-14.30 Kan Europa sikre sine råstoffer?
14.30-15.30 Debat: Cirkulær økonomi eller cirkulær illusion?
15.30-16.00 Opsamling, netværk og farvel

Oplæg

Retur i 2025/2026 - vækst, resultater og vejen frem

Producentansvar er i vækst – og Retur er med.

De seneste år har budt på nye ordninger, nye markeder og nye ambitioner. Men hvad har vi egentlig opnået? Hvilken konkret værdi skaber Retur for sine medlemmer? Og hvad er kursen fremad?

Returs bestyrelsesformand byder velkommen med et strategisk overblik over organisationens resultater og retning.

Du får indblik i, hvad Retur har leveret det seneste år i tal, i initiativer og i den værdi, der skabes for dansk erhvervsliv, og hvad Returs ambitioner og målsætninger er for de kommende år.

Det er din organisation. Det er dit producentansvar, og dette oplæg er din mulighed for at se, hvad det har ført til, og hvad der kommer.

Oplægsholder: Carsten Braagaard, bestyrelsesformand i Retur

Producentansvar - bureaukratisk byrde eller nøglen til fremtidens ressourcer?

Producentansvaret møder kritik for at være unødvendigt, dyrt og bureaukratisk. Er det faktisk tilfældet eller er det sat i den forkerte kontekst?

I dette oplæg sætter vi producentansvaret ind i en ressourceøkonomisk ramme, som et redskab på linje med grønne afgifter og kvotehandel. Et redskab, der er designet til at skabe incitamenter for bedre ressourceudnyttelse og for at holde materialer i kredsløbet.

  • Hvad har systemet faktisk leveret?
  • Hvad er der på vej?
  • Hvad kan det bidrage med i en verden, hvor forsyningssikkerhed og adgang til materialer er blevet et højspændt spørgsmål?

Oplægsholder: Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Retur.

Kan Europa sikre sine råstoffer – og er ambitionerne realistiske?

Kan Europa sikre sine råstoffer – og er ambitionerne realistiske?

Verden har ændret sig fundamentalt. Forsyningsveje brydes op, handelsrelationer omskrives og adgang til de materialer, der skal drive fremtidens industri og den grønne omstilling, er blevet et af de mest presserende spørgsmål for Europa.

EU reagerer på den nye virkelighed med lovgivning, strategier og ambitiøse mål for genanvendelse, cirkulær økonomi og ressourcesikkerhed. Producentansvaret er et af de centrale redskaber.

Men er det nok?

I dette oplæg sættes den brændende platform i perspektiv: Hvilke udfordringer står Europa overfor? Hvordan vil EU takle det? Hvad er unionens plan og ambitioner? Og hvad betyder det konkret for din virksomhed og fremtidens ressourcer?

Oplægsholder: Bjørn Bauer, EU-ekspert og direktør i Norion.

Breakout Sessions

Breakout runde 1

Vælg mellem:

A) Europas skjulte mine ligger tæt på Middelfart

Adgangen til de kritiske råstoffer, der skal drive den grønne omstilling og fremtidens industri, er en af de største strategiske udfordringer EU står overfor.

EU mangler miner, og kontinentet er afhængigt af import fra geopolitisk ustabile regioner, og det er et problem, der kun vokser.

Men hvad nu hvis vi allerede har en mine?

Ikke under jorden, men i det elektronikaffald, der hvert år indsamles fra virksomheder og husholdninger. Hvert år håndterer Danmarks første genbrugsanlæg for elektronik 13.500 tons elektronikaffald.

Beregninger viser, at 25% har genbrugspotentiale, svarende til mere end 100.000 kasserede produkter, der kan repareres og sættes tilbage på markedet med garanti.

Elektronik indeholder betydelige mængder værdifulde og knappe materialer. Med den rette teknologi og de rette systemer kan de komme tilbage i kredsløbet og reducere afhængigheden af råstoffer udefra.

I denne session ser vi på anlægget indefra.

  • Hvad kommer der faktisk ud af det?
  • Hvad fortæller det om potentialet i de ressourcer, der allerede findes i produkter vi kasserer?
  • Hvad skal der til for at udnytte det fuldt ud?

Anlægget er et direkte resultat af, at Returs medlemmer har taget deres producentansvar alvorligt, og et konkret eksempel på hvad producentansvar kan føre til, når systemet virker.

Oplægsholder: Mette Lilholm Lorenzen, adm. direktør i Electronic Reuse and Recyling og Poul Poulsen, fagchef i Elretur.

B) Producentansvar for tekstiler: Er din virksomhed klædt på til fremtiden?

Tekstilretur er netop lanceret – og med den begynder et nyt kapitel i dansk producentansvar. I 2028 træder kravene i kraft, og både Danmark og resten af Europa er i gang med at indrette sig til de nye regler.

Men hvad kan vi forvente i Danmark? Vil vi kunne harmonisere regler på tværs for at lette de administrative byrder? Og hvordan kan Tekstilretur sætte erfaringerne fra Retur i spil, når vi skal sætte endnu en producentansvarsordning i søen?

I denne session dykker vi ned i barrierer og muligheder i det kommende producentansvar – og inviterer dig til at være med til at forme det fra start. Din viden, dine erfaringer og dine behov er afgørende for, at vi bygger en ordning, der rent faktisk virker i praksis.

Mulighed for indflydelse: Vær med til at forme Tekstilretur som kollektiv ordning og giv input til den kommende danske lovgivning. Vi kan udrette mere, når vi går sammen.

Visioner for fremtiden: Tekstilretur vil være ambitiøs og udvikle markedet for genanvendelse af tekstiler – med afsæt i Returs erfaring med drift af affaldshåndtering, investeringer i ny teknologi og understøttelse af innovation.

Kom med og få indflydelse og indblik fra start.

Oplægsholder: Camilla Jonassen, fagchef i Tekstilretur.

C) Når dit producentansvar går på tværs af landegrænser

For virksomheder der opererer internationalt, er det en daglig realitet at skulle navigere i forskellige nationale systemer, krav og indberetninger.

Vi sætter rammen: hvad sker der lige nu i det nordiske og europæiske samarbejde om producentansvar?

Nordic PRO Solution samler Retur og de ledende kollektive ordninger i Norge, Sverige og Finland i ét fælles setup med én indgang og én indberetning. Vi undersøger aktivt muligheder for samarbejde om genanvendelse og behandling på tværs af Norden.

Pronexa er en europæisk alliance af de førende kollektive ordninger på tværs af EU. Her sparrer vi, deler erfaringer og lærer af hinandens bedste indsatser, og arbejder sammen om at udvikle løsninger, der gør det nemmere for virksomheder at navigere i producentansvar på tværs af landegrænser.

Men vi vil også høre fra dig. Du har mulighed for at fortælle:

  • Hvad er dine udfordringer, når du opererer på tværs af grænser?
  • Hvad mangler du?
  • Hvad ville gøre hverdagen nemmere?
  • Har du et godt råd eller projekt, der kan hjælpe andre?

Det her er din mulighed for at hjælpe os med at forme Returs internationale samarbejder eller blot blive klogere på de internationale muligheder.

 

Oplægsholder: Jacob Grewe Bentzen, KAM og Relationship Manager i Retur. 

Breakout runde 2

Vælg mellem:

D) Bæredygtighed: hvad gør dit producentansvar egentlig for omverden og din virksomhed?

Hvad sker der egentlig med de produkter og den emballage, der indsamles som en del af producentansvaret?

Hvordan sikres det at de havner de rigtige steder? Og hvad betyder det for verden, og for din virksomhed?

Retur arbejder løbende med at sikre kvaliteten i hele kæden. Fra kontrol og data til rapportering, sikring af legitime affaldsstrømme og samarbejde med behandlingsanlæg.

Vi deltager også i forskningsprojekter, der undersøger, hvad der faktisk er bedst for miljøet, blandt andet livscyklusanalyser der sammenligner forskellige produkters miljøpåvirkning.

Det er Returs medlemmer, der har gjort det muligt, og det er jeres producentansvar, der skaber resultaterne.

I denne session giver vi et konkret indblik i hvad Retur gør for at sikre at producentansvaret holder, hvad det lover, og hvordan du som virksomhed kan bruge det aktivt: i dokumentation, i optimering af din forretning og i din kommunikation om bæredygtighed.

Oplægsholder: Jesper Bøttcher, Bæredygtigheds- og kommunikationschef i Retur.

E) PPWR i praksis: Fra lovkrav til forretningsmulighed

Packaging and Packaging Waste Regulation (PPWR) er EU’s nye og ambitiøse regulering af emballage.

For mange virksomheder føles den som endnu et krav i en i forvejen alenlang liste.

Men hvad nu, hvis man brugte PPWR som en anledning til at kigge hele sin forretning og værdikæde efter i sømmene?

Det har ét af Emballagereturs medlemmer gjort.

Med kravene fra PPWR og producentansvar som afsæt, har de besøgt internationale leverandører, stillet nye krav til deres emballager og gentænkt dele af deres forretningsmodel.

Det har ikke kun handlet om compliance, det har handlet om at finde nye forretningsmuligheder i en regulering, der ellers kan føles som en byrde.

I denne session ser Retur og et af vores medlemmer på hvad PPWR konkret kræver af virksomheder, og hvad der kan ske, når en virksomhed bruger kravene strategisk frem for defensivt.

Medlemmet deler deres erfaringer, og Retur sætter det ind i den større sammenhæng om producentansvarets rolle i fremtidens ressourceøkonomi, og giver konkret indblik i, hvad der venter med PPWR.

Oplægsholdere: Case-virksomhed og Rikke Halkjær Kristensen, fagchef i Emballageretur.

F) Flere, større, tungere - hvordan elektrificeringen ændrer batteriernes virkelighed og dit producentansvar

Batterier er en central brik i EU’s ambitioner om klimaneutralitet, forsyningssikkerhed og den grønne omstilling – fra elbiler og energilagring til industriel backup og lette transportmidler.

Sammensætningen af de batterier, der strømmer ind på markedet, er ved at ændre sig fundamentalt. Større, tungere og mere komplekse batterier udgør en stadigt større andel af strømmen, og det stiller nye krav til indsamling, behandling og genanvendelse.

Det afspejler sig direkte i den nye batteriforordning, der med krav om due diligence, digitalt batteripas, miljøgraduerede bidrag og ambitiøse genanvendelsesmål signalerer, at EU tager batteriernes livscyklus alvorligt. Ikke kun som et miljøspørgsmål, men som et spørgsmål om strategisk ressourceadgang.

Øget elektrificering kan skabe ny industri og arbejdspladser i Danmark, men kun hvis vi vælger at bygge værdikæden herhjemme frem for blot at indsamle til andre. Det kræver de rigtige rammevilkår, tid og politiske valg.

Samtidig er verdensordenen mere volatil end den har været i lang tid. Geopolitiske spændinger, ustabile olie- og gaspriser og sårbare forsyningskæder gør adgang til de råstoffer, der indgår i batterier, til et strategisk spørgsmål – ikke kun et teknisk.

Men elektrificeringen er ikke kun en udfordring, det er også en mulighed. For virksomheder der handler nu, er der potentiale til at forme de systemer og løsninger, der kommer til at definere batteriernes plads i den cirkulære økonomi.

I denne session klæder Batterireturs fagchef dig på til det, der kommer. Du får overblik over de forventede mængder og kategorier, de batterikemier der vil dominere fremtiden, og hvad elektrificeringen konkret betyder for producentansvaret og din virksomheds forpligtelser.

Oplægsholder: Offentliggøres snart

Debat

Cirkulær økonomi eller cirkulær illusion – hvad er Europa på vej mod?

Gennem dagen har vi set producentansvaret fra flere vinkler: hvad det leverer i praksis, hvordan det fungerer på tværs af grænser, og hvad der er på spil, når Europa sætter ambitiøse mål for genanvendelse og cirkulær økonomi.

Men ambitioner og virkelighed følges ikke altid ad.

EU hæver barren for genanvendelse. Samtidig halter behandlingskapaciteten i Europa, og store dele af den faktiske genanvendelse sker uden for EU, mens regler, gebyrstrukturer og håndhævelse fortsat er fragmenterede.

Det efterlader Europa med et system, der i stigende grad er afhængigt af globale værdikæder, med en målsætningen om større selvforsyning.

Det rejser nogle grundlæggende spørgsmål:

  • Er EU’s strategi realistisk eller risikerer vi at opbygge et system, der ser rigtigt ud, men ikke virker efter hensigten?
  • Kan Europa blive selvforsynende, eller er afhængighed af globale partnerskaber en uundgåelig del af løsningen?
  • Hvad betyder det for europæisk konkurrenceevne, hvis reguleringen løber hurtigere end infrastrukturen?

Alt dette – og meget mere – vender vi i denne debat.

Moderator:

Lars Trier Mogensen, politisk kommentator, forfatter og vært på DR1-programmet Guld og grønne skove.

Panel: 

  • Bjørn Bauer, direktør i Norion og EU-ekspert
  • Christina Boutrup, journalist og Kina-ekspert
  • Flemming Horn Nielsen, adm. direktør i ReSource Denmark
  • Marianne Ladekarl Thygesen, miljøpolitisk chef i HJHansen Recycling
  • Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Retur-familien.

Meld dig til Returs Årsmøde:
Producentansvarets Dag 2026

Arrangementet gratis, og forbeholdt Returs medlemsvirksomheder.
I er velkomne til at deltage flere fra samme medlemsvirksomhed, I skal blot tilmelde jer enkeltvist.
Dato og sted: Den 3. juni 2026 på Nyborg Strand Hotel & Konference.
Årsmøde 2026
Vælg Breakout runde 1:
Vælg Breakout runde 2:

Det er muligt at melde afbud frem til den 29. maj. Der er et no-show fee på 750 kr. eks. moms.