
Hvem skal have ansvaret for hvilket emballageaffald, og dermed betale for at få det indsamlet og behandlet?
Det skal Dansk Producentansvar tage stilling til, når emballageaffaldet for de kommende to år skal fordeles mellem de kollektive ordninger.
Dansk Producentansvar har sendt et udkast til den kommende tildeling i høring, og Emballageretur har nu afgivet høringssvar.
Her peger Emballageretur på tre forhold, der kan få utilsigtede konsekvenser for fordelingen: ændringer blandt de producenter, som de kollektive ordninger repræsenterer, økonomien omkring affaldsfraktioner, der indsamles sammen, og brugen af data fra 2024 og 2025.
”Tildelingen har betydning for, hvilke affaldsmængder og omkostninger vi får ansvar for på vegne af vores medlemmer. Derfor er det vigtigt, at grundlaget for fordelingen så godt som muligt afspejler de faktiske forhold i den periode, tildelingen gælder,” siger fagchef i Emballageretur, Rikke Halkjær Kristensen.
Samtidig fremhæver Emballageretur det som positivt, at tildelingsmodellen i højere grad understøtter, at kombinerede fraktioner og fælles omlastepladser henføres til samme kollektive ordning.
Producenter kan skifte kollektiv ordning. Nye producenter kan begynde at sætte produkter på markedet, mens andre kan stoppe. Samtidig gælder tildelingen af emballageaffald for en toårig periode.
Det betyder, at de virksomheder og emballagemængder, som en kollektiv ordning repræsenterer, kan ændre sig undervejs.
”Der kan ske meget på to år. Producenter kan skifte ordning, og virksomheder kan komme til eller forlade markedet. Derfor er det vigtigt at se på, hvad de ændringer betyder for en tildeling, der ligger fast for en længere periode,” siger Rikke Halkjær Kristensen.
Emballageretur opfordrer derfor Dansk Producentansvar til at efterprøve beregningsmodellen i forskellige scenarier. Det gælder både, når en producent skifter kollektiv ordning, begynder at sætte et produkt på markedet eller stopper, og hvordan tidspunktet for ændringen påvirker tildelingen.
Emballageretur peger i høringssvaret på, at der i praksis er betydelig bevægelse mellem de kollektive ordninger, og at ændringerne derfor kan få mærkbar betydning for den kommende tildeling.
En anden problemstilling opstår, når forskellige typer emballageaffald bliver indsamlet sammen.
Emballageretur er i flere kommuner blevet tildelt plastfraktionen, selv om plasten indsamles sammen med mad- og drikkekartoner. Emballageretur har kun meget begrænsede indberettede mængder af mad- og drikkekartoner og har derfor ikke selv fået tildelt denne fraktion.
”Vi får altså plasten, men fordi den bliver indsamlet sammen med mad- og drikkekartoner, får vi også omkostninger til at håndtere den del af affaldet. Problemet er, at den godtgørelse, vi kan få fra den ordning, der har det finansielle ansvar, ikke nødvendigvis dækker de faktiske omkostninger,” siger Rikke Halkjær Kristensen.
Problemet gælder ifølge Emballageretur ikke kun den enkelte ordning. Afregningen mellem de kollektive ordninger sker på baggrund af standardiserede nøgletal frem for de faktiske omkostninger.
Det kan betyde, at nogle ordninger opnår en økonomisk fordel, mens andre får et økonomisk tab.
Derfor efterlyser Emballageretur enten en mere konsekvent tildeling af sammenblandede affaldsfraktioner eller en model, der i højere grad sikrer kompensation for de faktiske omkostninger.
En mulighed er ifølge Emballageretur et finansielt clearing house, hvor ordningerne kan indberette dokumenterede omkostninger til aktiviteter udført på vegne af andre ordninger, hvorefter omkostningerne kan fordeles mellem dem.
Læs mere om Emballagereturs forslag til et finansielt clearing house her.
Den tredje problemstilling handler om data fra 2024 og 2025.
Den 12. august 2026 blev afgrænsningen af producentansvaret ændret som led i implementeringen af PPWR. Emballageretur rejser derfor spørgsmål ved, om det anvendte datagrundlag fra 2024 og 2025 i tilstrækkelig grad afspejler den ansvarsfordeling, der gælder efter ændringen.
”I 2024 så vi fejlindberetninger, hvor danske virksomheder indberettede emballagemængder, som efter de daværende regler skulle have været henført til udenlandske virksomheder. En del af de indberetninger blev senere korrigeret, og dermed blev mængderne hos de danske virksomheder nedjusteret,” siger Rikke Halkjær Kristensen.
På baggrund af dialog med medlemmer og andre aktører på markedet er det samtidig Emballagereturs opfattelse, at de mængder, der blev fjernet fra de danske virksomheders indberetninger, ikke nødvendigvis i tilsvarende omfang er blevet indberettet af de udenlandske virksomheder, der efter de daværende regler havde producentansvaret.
Dermed kan der ifølge Emballageretur være såkaldte free rider-mængder i datagrundlaget.
Hvis sådanne mængder indgår direkte eller indirekte i beregningen af de såkaldte tilbagetagningsfaktorer, kan det få betydning for den kommende tildeling.
Tilbagetagningsfaktorerne indgår i beregningen af, hvordan ansvaret for emballageaffald fordeles mellem de kollektive ordninger.
”Det afgørende er, om de historiske data giver et retvisende billede af de virksomheder og emballagemængder, der skal fordeles ansvar efter i den kommende periode. Det er det, vi gerne vil have afklaret,” siger Rikke Halkjær Kristensen.
Emballageretur efterlyser på den baggrund en afklaring af, om Dansk Producentansvar har foretaget de nødvendige vurderinger og eventuelle korrektioner i lyset af ændringerne i producentansvarets afgrænsning fra den 12. august 2026.