
Siden EU's emballageforordning (PPWR) trådte i anvendelse den 12. august 2026, har virksomheder etableret i EU som udgangspunkt skullet udpege en bemyndiget repræsentant i de andre medlemslande, hvor de markedsfører emballage eller emballerede produkter.
En bemyndiget repræsentant er en person eller virksomhed, der udpeges til at varetage producentens forpligtelser i forbindelse med det udvidede producentansvar for emballage i det pågældende land.
”For virksomheder, der kun sælger begrænsede mængder emballage på tværs af landegrænser, kan kravet medføre betydelige administrative omkostninger. Derfor arbejder EU på en midlertidig lempelse af reglerne,” siger Rikke Halkjær Kristensen, fagchef i Emballageretur.

Både Europa-Parlamentet og Ministerrådet ønsker at lette de administrative byrder, men de foreslår forskellige kriterier for, hvilke virksomheder der skal kunne undtages fra kravet.
Den 20. oktober 2026 vedtog Europa-Parlamentet sin forhandlingsposition. Her lægges der op til, at mikrovirksomheder og små virksomheder etableret i EU midlertidigt undtages fra kravet om at udpege bemyndigede repræsentanter i andre medlemslande.
Dagen efter vedtog Ministerrådet sin position, som bygger på en anden model. Her foreslås det, at virksomheder etableret i EU kan undtages fra kravet, hvis de markedsfører under ét ton emballage pr. kalenderår i det pågældende medlemsland.
”Forskellen er dermed, at Europa-Parlamentet tager udgangspunkt i virksomhedens størrelse, mens Ministerrådet lægger vægt på emballagemængden i det enkelte land. Ministerrådets model vil derfor også kunne omfatte større virksomheder, hvis de markedsfører mindre end ét ton emballage årligt i et bestemt medlemsland,” siger Rikke Halkjær Kristensen.
For medlemmer, der sælger emballerede produkter til andre EU-lande, kan de foreslåede ændringer betyde færre administrative opgaver og lavere omkostninger.
Hvis Ministerrådets model bliver vedtaget, vil en dansk virksomhed, der f.eks. markedsfører 800 kg emballage årligt i Tyskland, kunne blive undtaget fra kravet om at udpege en bemyndiget repræsentant i Tyskland.
”Det er vigtigt at understrege, at lempelsen ikke vil fritage virksomhederne fra selve producentansvaret,” siger Rikke Halkjær Kristensen og fortsætter:
”De skal fortsat overholde de relevante krav om registrering, indberetning af emballagemængder og betaling af producentansvarsbidrag i de lande, hvor de markedsfører emballage.”
Forslaget kan også få betydning for virksomheder etableret i andre EU-lande, der sælger emballerede produkter til Danmark. De vil potentielt kunne undtages fra kravet om en dansk bemyndiget repræsentant, men skal fortsat opfylde deres øvrige producentansvarsforpligtelser.
Forslaget er en del af EU's Omnibus VIII-pakke, der skal reducere administrative byrder for virksomheder uden at svække miljøbeskyttelsen.
Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal nu forhandle sig frem til en fælles løsning. Ministerrådets forslag lægger op til, at den midlertidige undtagelse skal gælde frem til 2032, og at Europa-
Kommissionen skal evaluere ordningens varighed senest den 31. december 2030.
På længere sigt forventes den kommende Circular Economy Act at behandle reglerne for producentansvar mere samlet.
Indtil en eventuel lempelse er vedtaget og trådt i kraft, gælder de nuværende regler fortsat. Europa-Kommissionen har dog opfordret medlemslandene til at håndhæve kravet om bemyndigede repræsentanter pragmatisk og undlade at sanktionere virksomheder, mens forslaget behandles.
Opfordringen ændrer ikke i sig selv de gældende regler.
For Emballagereturs medlemmer er der derfor endnu ingen ændringer i forpligtelserne, men virksomheder med grænseoverskridende salg kan få enklere administrative krav fremover.
Kilder: