
Erfaringerne fra de første år med producentansvar viser, at ordningen fungerer, men også, at der er områder, hvor reglerne bør justeres for at sikre fair konkurrence, højere genanvendelse og en mere effektiv affaldshåndtering.
En af de vigtigste anbefalinger handler om definitionen af, hvem der er omfattet af producentansvaret.
I dag kan fiskere, der selv importerer eller fremstiller fiskeredskaber til eget brug, i nogle tilfælde være undtaget fra reglerne.
Det betyder, at der kan komme fiskeredskaber på markedet, som aldrig har bidraget økonomisk til indsamling og behandling, selv om de senere bliver en del af affaldsstrømmen.
Det giver en skæv konkurrence i forhold til de virksomheder, der følger reglerne og betaler til producentansvarsordningerne.
Derfor opfordrer organisationerne EU til at lukke dette hul i lovgivningen, så alle bidrager på lige vilkår.
Organisationerne peger også på, at kvaliteten af de fiskeredskaber, der afleveres, har stor betydning for, hvor meget der kan genanvendes.
Når udtjente redskaber afleveres usorterede eller forurenede med andre materialer, bliver behandlingen både dyrere og mere ressourcekrævende.
Derfor anbefales det, at der indføres fælles minimumskrav til sortering ved aflevering, og at der gives mulighed for at opkræve betaling for de dokumenterede ekstraomkostninger, hvis redskaber afleveres usorterede eller stærkt forurenede.
Målet er at sikre, at så meget materiale som muligt kan genanvendes, samtidig med at omkostningerne fordeles retfærdigt.
Danmark indførte producentansvar for fiskeredskaber med plast den 1. januar 2025.
Efter det første år viser resultaterne, at omkring 55 % af de udtjente redskaber allerede bliver indsamlet gennem ordningen. Hertil kommer redskaber, som er afleveret på indsamlingsstederne, men endnu ikke sendt til behandling.
Hovedparten af de indsamlede materialer bliver genanvendt, mens den resterende del energiudnyttes.
Erfaringerne fra Danmark viser, at producentansvaret allerede bidrager til en mere cirkulær håndtering af udtjente fiskeredskaber.
Det fælles udspil bygger på erfaringer fra de nationale producentansvarsordninger i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Irland.
Formålet er at bidrage konstruktivt til den kommende evaluering af EU's regler og sikre, at fremtidens producentansvar understøtter både cirkulær økonomi, lige konkurrencevilkår og effektive indsamlingssystemer.
Fiskeriretur vil fortsat følge udviklingen tæt og holde medlemmerne orienteret om arbejdet med de kommende EU-regler.