1. Hjem
  2. Artikler
  3. Green Cotton Group: Data skal være en del af forretningen

Green Cotton Group: Data skal være en del af forretningen

Sanne Nørgaard fortæller om Green Cottons indsats

Med producentansvaret for tekstiler og fodtøj kommer der nye krav til produktdata. Hos Green Cotton Group har arbejdet med dokumentation og data været en del af forretningen i årtier. Det giver virksomheden et godt udgangspunkt, men erfaringen er samtidig klar: Skal branchen håndtere fremtidens datakrav, skal arbejdet kunne automatiseres.

I de kommende år vil tekstilvirksomheder skulle finde, strukturere og indberette flere oplysninger om deres produkter som følge af producentansvaret.

Green Cotton Group A/S udvikler og producerer private label-beklædning og arbejder med blandt andet produktudvikling, sourcing og produktion.

Arbejdet med dokumentation og data er heller ikke en ny disciplin for Green Cotton Group.

”Vi har været med i Sektorsamarbejdet (et samarbejde mellem Miljøministeriet og tekstilbranchen om fælles cirkulære mål, der drives af Lifestyle & Design Cluster, red.) helt fra starten og var blandt de første ti underskrivere. Det fangede os, at det var et samarbejde i branchen. Tekstilbranchen kan ellers være svær at åbne op, fordi vi er i konkurrence med hinanden,” siger Sanne Nørgaard, CCO i Green Cotton Group og formand for Sektorsamarbejdet.

For Green Cotton Group var det samtidig tiltrækkende, at samarbejdet tog udgangspunkt i compliance, dokumentation og data.

”Vores virksomhed har altid været funderet i dokumentation. Vi var blandt de første til at lave en LCA på en T-shirt tilbage i slutningen af 1980'erne, og vi var også med til at lægge grundlaget for EU-miljømærket Blomsten. Så vores beslutning om at have fokus på data ligger over 30 år tilbage.”

Det mangeårige fokus på dokumentation og data giver Green Cotton Group et andet udgangspunkt end mange andre virksomheder, når de kommende datakrav skal håndteres.

”Vi er en produktionsvirksomhed, og dem er der ikke mange af i Danmark. Mange andre virksomheder skal hente information hos deres leverandører, mens vi står et andet sted i værdikæden. Samtidig har vi leverandørsamarbejder, der har fungeret i mere end 25 år. Det giver os bedre muligheder for at få de nødvendige data.”

Hvert produkt har sit eget datasæt

Sanne Nørgaard peger på en særlig udfordring ved data på tekstilområdet: Selv produkter, der tager udgangspunkt i den samme metervare, er ikke nødvendigvis ens, når man ser på de data, der knytter sig til dem.

”Man kan bruge den samme metervare til flere produkter. Men en damebluse kan have knapper og sytråd, mens en babybody af samme metervare har trykknapper. Derfor ender hvert stykke tøj med sit eget datasæt,” forklarer Sanne Nørgaard.

Det betyder potentielt store datamængder, som både skal håndteres internt og kunne følge produkterne videre gennem værdikæden.

Hos Green Cotton Group er næste skridt derfor ikke alene at have oplysningerne, men at gøre det enkelt at sende dem videre til kunderne.

”Nu er vores fokus at kunne give data nemt videre. Det kan for eksempel være i forbindelse med en salgsordre, hvor data følger med som XML eller via API. I dag udgør data omkring 25 procent af det, vi leverer til vores kunder.”

Samtidig oplever virksomheden, at kundernes krav til data varierer betydeligt.

”Kravene til os er utroligt forskellige fra kunde til kunde. Vi kommer nok til at sende en standardiseret fil med en høj fællesnævner, og så må kunderne tage de oplysninger, de kan bruge.”

Manuel indtastning er ikke vejen frem

Netop mængden af data gør det ifølge Sanne Nørgaard afgørende, at virksomhederne ikke bygger fremtidens dataarbejde op omkring manuel håndtering.

”Arbejdet med data skal simpelthen automatiseres. Danske lønninger kan ikke betale manuelle indtastninger,” siger Sanne Nørgaard.

Hun peger derfor blandt andet på AI som en teknologi, der fremover kan få en rolle i arbejdet med at håndtere og flytte data.

Det Digitale Produktpas er et af de kommende europæiske krav, der vil øge behovet for at kunne håndtere produktdata. Sanne Nørgaard ser positivt på, at ambitionsniveauet i første omgang er lagt på et niveau, hvor virksomhederne kan komme i gang.

”Vi vil gerne Det Digitale Produktpas. Ambitionsniveauet er lavt, men man skal også starte der, hvis man ikke vil lukke 50 % af virksomhederne i EU.”

De kommende krav er også en af grundene til, at Green Cotton Group har valgt at fortsætte som medlem af Tekstilretur, selvom virksomheden ikke længere har egne brands.

”Vi har samarbejdet med Retur i mange år, oprindeligt gennem Emballageretur i forbindelse med vores egne brands. I dag er vi medlem af Tekstilretur, fordi det giver os værdifuld indsigt i udviklingen af producentansvaret for tekstiler og de kommende krav til branchen.”

For Sanne Nørgaard er det især vigtigt, at den overordnede viden om reglerne kan omsættes til den virkelighed, virksomhederne står med.

”Retur bidrager både med viden om lovgivning og brancheudvikling og med konkret rådgivning om, hvordan kravene kan håndteres i praksis. Det har stor værdi for os.”

For Green Cotton Group er retningen under alle omstændigheder klar: Data bliver ikke en særskilt opgave ved siden af forretningen. De skal være en integreret del af den og kunne bevæge sig gennem værdikæden uden et stort manuelt arbejde.