1. Hjem
  2. Artikler
  3. Hvad kommer producentansvaret for tekstiler og fodtøj til at koste?

Hvad kommer producentansvaret for tekstiler og fodtøj til at koste?

Hvad producentansvaret for tekstiler og fodtøj kommer til at koste, er stadig usikkert. Men lovgivningen sætter allerede rammerne for, hvad producenterne som minimum skal betale for, og Tekstilretur kan give et billede af, hvad I kan forvente.

Noget af det, I som virksomheder interesserer jer allermest for, er, hvad producentansvaret for tekstiler og fodtøj kommer til at koste jer.

Det er også noget af det sværeste at svare på, når vi ikke ved mere om den konkrete udmøntning, end vi gør nu.

Til gengæld har vi en del viden om, hvad de økonomiske rammer bliver for det kommende producentansvar.

Det stammer dels fra EU's affaldsrammedirektiv, dels fra vores mangeårige erfaring med at drive producentansvar på en lang række områder i Danmark.

Det siger lovgivningen om udgifterne

Affaldsrammedirektivet pålægger producenterne at skulle bære nogle minimumsudgifter i forbindelse med producentansvaret. Det omfatter:

De allerfleste af disse forpligtelser vil Tekstilretur varetage som jeres producentansvarsorganisation og omkostningerne vil blive dækket af det miljøbidrag, der skal betales til Tekstilretur.

Der kan være nogle opgaver, der vil blive udført af myndigheder, fx affaldsanalyser, kampagner og forskning.

Vores erfaring med øvrige producentansvar er, at det er udgiften til affaldsindsamling og -håndtering, der udgør den største del af udgifterne.

Økonomisk analyse

Miljøstyrelsen har udført en økonomisk analyse i 2023 i Miljøprojekt 2240. Analysen omfatter blandt andet en vurdering af, hvor mange virksomheder der forventes at blive omfattet af producentansvar for tekstiler og fodtøj i Danmark.

Vi har siden fået KN-koder i Affaldsrammedirektivet og regler for, at mikrovirksomheder også bliver omfattet, hvilken ændrer på forudsætninger for analysen fra 2023.

Det kunne umiddelbart tyde på, at mere end 10.000 virksomheder bliver omfattet af producentansvaret i Danmark.

Miljøstyrelsen vurderede, at der blev sat 116.000 tons tekstiler på det danske marked i 2021. Det blev estimeret på baggrund af den daværende forventning til, hvilke tekstiler der ville blive omfattet af producentansvar.

Markedet udvikler sig i øjeblikket på en måde, så forsyningen stiger med cirka 4 % om året, så det tal vil være steget siden da.

Analysen konkluderer, at den samfundsøkonomiske omkostning til producentansvaret vil ligge på 158,6 mio. kr. om året, men analysen er baseret på forældede priser, der har ændret sig markant siden da.

Det skyldes, at udbuddet af genbrugstekstiler er steget, mens efterspørgslen er faldet. Samtidig er kvaliteten faldet og nyt tøj er blevet billigere og mere lettilgængeligt i hele verden.

Hvad kan vi konkludere?

Først og fremmest må vi indse, at vi ikke kan komme tæt på konkrete priser lige foreløbig, da grundlaget er for usikkert, men hos Tekstilretur er vi opmærksomme på, at medlemmerne har behov for at træffe beslutninger om budgettet for 2028.

Derfor har vi netop afholdt et webinar om økonomi og tilbyder flere webinarer, der giver et indblik i, hvad I forventes at skulle betale for fra april 2028.

Det kan være et godt udgangspunkt til intern orientering af jeres ledelse. Samtidig er vi i stand til at fortælle om økonomiske principper, der vil være styrende for økonomien i Tekstilretur. Økonomien vil komme til at følge de samme principper, der udøves i de øvrige kollektive ordninger under Retur.

Tekstilretur kommer også til at være non-profit og have åbenhed omkring regnskab og budget, ligesom der vil blive indført medlemsdemokrati til vedtagelse af økonomien og priserne.

Hvis du interesserer dig for økonomien i Tekstilretur, kan du som medlem tilmelde dig sektionsledelsen, når den bliver oprettet.

Alle medlemmer er velkomne og det kræver ingen særlige forudsætninger. Vi skriver ud i vores nyhedsbrev, når det er tid til at tilmelde sig.

Tekstilretur har netop afholdt webinarer om de økonomiske rammer, vi forventer vil være gældende for producentansvaret og for Tekstilretur fra 2028.

Efter sommerferien 2026 forventer vi at afholde webinaret igen og gøre det tilgængeligt for medlemmer af Tekstilretur, så det kan ses når det passer dig bedst på MitRetur.