1. Hjem
  2. Artikler
  3. Millarco: Er vi overhovedet omfattet af producentansvaret for tekstiler?

Millarco: Er vi overhovedet omfattet af producentansvaret for tekstiler?

Smilende person med briller står foran store vinduer i et lyst lokale

Værktøj, haveslanger, skruer og udendørslegetøj. Millarco er ikke en oplagt tekstilvirksomhed. Alligevel kan dele af virksomhedens sortiment blive ramt, når producentansvaret for tekstiler og fodtøj træder i kraft. Derfor er Millarco allerede gået i gang med at kortlægge de produkter, der potentielt kan blive omfattet.

Med knap 3.000 varenumre spænder Millarcos sortiment bredt inden for produkter til hus, have og gør-det-selv. Virksomheden sælger blandt andet værktøj, udekøkkener, vandingsslanger, søm og skruer samt udendørslegetøj.

Tekstiler fylder med andre ord ikke meget i det samlede billede.

Alligevel begyndte Cecilia Wright Berman, Head of Compliance & ESG hos Millarco, at se nærmere på sortimentet, da producentansvaret for tekstiler kom på dagsordenen.

”Vi har ting, der føles som tekstiler: covers, grillhandsker osv., og derfor undersøgte jeg definitionen på, hvad et tekstil egentlig er,” fortæller hun.

Det viste sig hurtigt, at spørgsmålet ikke nødvendigvis var så enkelt.

Ud på lageret

For at få et overblik fik Cecilia Wright Berman trukket en liste over de varer, hun umiddelbart vurderede kunne indeholde tekstil. Derefter gik turen ud på lageret.

”Jeg var ude og røre og se på de produkter, jeg troede, kunne være tekstil. Og så prøvede jeg at sammenligne med myndighedernes definition.”

Også her dukkede nye spørgsmål op.

”Sådan noget som sikkerhedsveste definerer vi jo som sikkerhedsudstyr. Men kan det være tekstil? Gardiner er defineret som tekstil med producentansvar, men hvad med et møbelcover? Vi får også snart nogle kokosmåtter. Hvilke regler gælder for dem?” spørger Cecilia Wright Berman.

Erfaringerne fra emballageansvaret

Producentansvaret for tekstiler og fodtøj forventes først at træde i kraft i 2028, men alligevel er Millarco allerede nu begyndt at forberede sig. Det hænger blandt andet sammen med virksomhedens erfaringer med producentansvaret for emballage.

”Belært af processen med producentansvaret for emballage ville jeg gerne være på forkant.”

For Millarco hænger behovet for at være tidligt ude også sammen med, hvor langt virksomhedens indkøb og salg ligger forud.

”Jeg vil hellere lave opgørelsen i god tid. Vi ved jo godt, hvad vi har i pipeline. De fleste køber jo ind et år i forvejen og laver aftaler.”

For Millarco er kataloget for 2027 f.eks. allerede udarbejdet, og produkterne er solgt. Samtidig er det endnu ikke afklaret, hvilke af virksomhedens produkter der bliver omfattet, eller hvad producentansvaret i givet fald vil koste.

“Det skaber nogle frustrationer hos sælgerne. Kataloget for 2027 er jo allerede lavet, og produkterne er solgt. Men vi ved ikke, om det bliver dyrere.”

Kortlægningen giver derfor ikke Millarco alle svarene. Men den giver virksomheden et bedre billede af, hvor den skal være opmærksom.

”Vi ved ikke noget om, hvad det kommer til at koste endnu, og vi bliver lidt trætte af ikke at have et klart svar. Men nu ved jeg, hvilke produkter der kan blive ramt af gebyrer.”

Start med det, du kan kortlægge

Selv om alle afklaringer endnu ikke er på plads, er der ifølge Cecilia Wright Berman noget, virksomheder allerede nu kan begynde på.

”Kortlæg materialesammensætning, oprindelse og vægt.”

Hos Millarco kan materialesammensætningen mappes og kortlægges i virksomhedens system. Og behovet for at kende produkterne bedre rækker ifølge Cecilia Wright Berman ud over producentansvaret for tekstiler.

”Vi skal jo også forholde os til lovgivning om batterier og det digitale produktpas. Når man ser på reglerne fra EU bredt, skal vi helt generelt vide, hvad vores produkter består af, og hvor de kommer fra.”

Her kan virksomhederne ifølge Cecilia Wright Berman blandt andet trække på erfaringerne fra producentansvaret for emballage.

”Tag udgangspunkt i producentansvaret for emballage og tjek det samme af for det her producentansvar – så er du forberedt. Og så handler det også om at få struktureret og organiseret data. For tekstiler er der jo også øvrig lovgivning, så man skal have styr på det under alle omstændigheder,” siger Cecilia Wright Berman.

Men arbejdet behøver ikke begynde bag en computerskærm. Cecilia Wright Bermans råd til andre virksomheder med et bredt sortiment er derfor også helt lavpraktisk:

”Kom ud og rør ved tingene. Det kan overraske, hvad der føles som tekstil. Og det skader ikke at vide mere om sine produkter.”