
“Jeg elsker tøj, men jeg elsker ikke vores tøjkultur.”
Sådan lød det fra klima-, energi-, og forsyningsminister Samira Nawa, da hun torsdag bød velkommen til lanceringen af den nationale handlingsplan for tekstiler i en tætpakket sal på Nationalmuseet.
Foran hende sad repræsentanter fra stort set hele den værdikæde, som handlingsplanen skal forsøge at flytte: modebranchen og tekstilproducenter, brancheorganisationer, ngo’er, kommuner, genbrugs-, genanvendelses- og affaldsaktører, forskere og innovationsmiljøer.
Netop samarbejdet på tværs blev et gennemgående budskab ved lanceringen.
“Vi skal ind i fremtiden med nye vaner, nyt mindset og ny kultur, og det kan vi kun gøre i fællesskab,” sagde Samira Nawa.
Ambitionen er ikke alene at ændre, hvordan tekstiler produceres. Handlingsplanen skal sætte ind på tværs af tekstilernes værdikæde og skabe bedre rammer for, at tekstiler bruges længere, cirkulerer mere og i højere grad genbruges og genanvendes.
“Vi skal have mere ud af færre tekstiler,” sagde Marie Busck, forperson for styregruppen for National Handlingsplan for Tekstiler og Chief Sustainability Officer i Dansk Mode & Textil.
Handlingsplanen samler indsatsen i tre spor og ni konkrete initiativer.
Det første spor retter sig mod virksomhederne og skal blandt andet hjælpe særligt små og mellemstore virksomheder med at navigere i nye EU-krav og styrke arbejdet med cirkulære forretningsmodeller.
Det andet spor handler om den infrastruktur, der skal få den cirkulære økonomi til at fungere i praksis.
Her skal der blandt andet skabes et bedre billede af de danske tekstilstrømme, ses nærmere på behovet for sorterings- og behandlingskapacitet og arbejdes med implementeringen af det kommende producentansvar.
Det tredje spor retter blikket mod tekstilernes levetid og reparation med initiativer, der skal bidrage til, at tekstiler bruges længere og i højere grad holdes i cirkulation.
Dermed spænder handlingsplanen fra de krav og forretningsmodeller, virksomhederne møder, over den fysiske infrastruktur til det, der sker med tekstilerne, når de er kommet ud hos forbrugeren.

Et af handlingsplanens ni initiativer retter sig direkte mod det kommende udvidede producentansvar for tekstiler.
"Jeg vil især følge analysen af tekstilaffaldsstrømmene og den hjælp, der skal udvikles til især SMV’er med henblik på at sikre compliance hos dem inden for de nye regler, for det kan komme vores medlemmer til stor gavn,” siger Camilla Jonassen, fagchef for tekstiler i Retur.
Handlingsplanen er tilrettelagt ud fra en forventning om, at en dansk bekendtgørelse om producentansvaret kommer i 2027, og at producentansvaret træder i kraft i foråret 2028.
Men det er ikke i handlingsplanen, rammerne for producentansvaret bliver fastlagt. Dens rolle bliver i stedet at understøtte den implementering, der følger, når de politiske rammer er på plads.
“Handlingsplanen skal understøtte den implementering, der alligevel skal foregå rundt om det udvidede producentansvar. Der er lagt nogle politiske krav, og når vi har de rammer, skal vi arbejde det ind i handlingsplanen,” sagde Marie Busck under en afsluttende spørgerunde.
Ifølge planen skal det blandt andet ske gennem et dialogforum, der skal samle producenter, kommuner, affalds- og genbrugssektoren, myndigheder og andre relevante aktører. Kollektive ordninger er samtidig blandt de aktører, som handlingsplanen peger på som samarbejdspartnere i initiativet.
Dialogforummet skal blandt andet kunne tage fat på indsamlings- og kommunikationsmodeller, producentansvarets økonomiske konsekvenser, behovet for sorterings- og behandlingskapacitet samt fælles standarder for sortering, rapportering og sporbarhed.
Dermed bliver producentansvaret koblet til flere af de praktiske spørgsmål, tekstilsektoren skal finde svar på i de kommende år.
Som en del af handlingsplanen skal den eksisterende kortlægning af de danske tekstilstrømme opdateres. Målet er blandt andet at skabe et bedre datagrundlag og mere ensartede metoder til at følge tekstilerne gennem systemet.
Samtidig skal behovet for fremtidens tekstilinfrastruktur undersøges.
Det gælder blandt andet kapacitet til finsortering, reparation, forberedelse til genbrug og genanvendelse samt den logistik og de aftagere, der skal få systemet til at fungere.
Analysen skal også se på, hvilke tekstilstrømme det giver mening at håndtere i Danmark, og hvor nordiske eller europæiske løsninger kan være mere relevante.
Det er spørgsmål, der får direkte betydning i takt med, at producentansvaret nærmer sig.
Handlingsplanen peger selv på, at større mængder tekstiler med det kommende producentansvar skal indsamles, sorteres og behandles mere systematisk.
"Vi kommer jo til at stå med ansvaret for behandlingen i sidste ende, og derfor giver lige netop denne del stor værdi for Tekstilretur. Samtidig forventer jeg, at det hjælper os med at komme tættere på en vurdering af, hvad producentansvaret vil koste,” siger Camilla Jonassen.

Handlingsplanen indeholder også initiativer, der skal gøre virksomhederne klar til den regulering, som er på vej.
Der skal blandt andet udvikles såkaldte EU-parathedspakker, særligt rettet mod små og mellemstore virksomheder. De skal hjælpe virksomhederne med at navigere i krav fra blandt andet ecodesign-reglerne og det kommende producentansvar og med arbejdet omkring dokumentation og sporbarhed.
For virksomheder, der bliver omfattet af producentansvaret, er 2028 derfor ikke begyndelsen på arbejdet.
De kommende år bliver perioden, hvor både reglerne og det system, der skal få producentansvaret til at fungere i praksis, skal tage form.
"Al begyndelse er svær, og vi ved af erfaring, at det kan være svært at navigere i nye regler som en mindre virksomhed. Derfor vil vi bidrage med vores erfaringer til at gøre de her parathedspakker så brugbare som mulige for vores medlemmer, så compliance ikke behøver at være mere kompliceret end nødvendigt,” siger Camilla Jonassen.
Arbejdet med planen begyndte i 2024. Men selv om lanceringen på Nationalmuseet markerede kulminationen på to års arbejde med at udvikle den, understregede Marie Busck, at det egentlige arbejde først skal vise sit værd nu.
“Den nationale handlingsplan er ikke et resultat i sig selv, selvom det kan føles sådan efter to år. Den skal vurderes på de resultater, den skaber.”
Tekstilretur kommer til at bidrage aktivt til udførelsen af handlingsplanen.
