1. Hjem
  2. Artikler
  3. Ny rapport om fast tech: Brug-og-smid-væk-kulturen har indtaget elektronikken

Ny rapport om Fast Tech: Brug-og-smid-væk-kulturen har indtaget elektronikken

Små ventilatorer, lommelygter og andre elektroniske produkter i farverig emballage

Billige opladere, LED-lys, elektronisk legetøj og små gadgets. Vi køber dem i stor stil, selvom vi ikke nødvendigvis forventer, at de holder særlig længe. En ny europæisk undersøgelse viser, hvordan Fast Tech er blevet en del af vores forbrugskultur, og hvad der sker med produkterne, når vi ikke længere bruger dem.

En lille ventilator til skrivebordet. En lyskæde til festen. En oplader, der hurtigt kan erstattes med en ny.

Små elektroniske produkter er blevet så billige og lettilgængelige, at vi ofte køber dem uden de store overvejelser, og når de går i stykker eller ikke længere bliver brugt, er det nemt at lægge dem i skuffen eller smide dem ud i restaffaldet.

Fænomenet har fået betegnelsen ’Fast Tech’, en parallel til modebranchens ’Fast Fashion’, hvor lave priser, hurtige køb og kort levetid præger forbruget.

Og Fast Tech er blevet hverdag for de fleste europæere.

Det viser en helt ny undersøgelse, som WEEE Forum har fået gennemført blandt 10.245 forbrugere i 12 europæiske lande i anledning af International E-Waste Day den 14. oktober.

”Fast Tech er elektronikaffaldets blinde vinkel,” siger Pascal Leroy, generaldirektør i WEEE Forum, og fortsætter:

”Den lave pris betyder ikke, at produkterne er uden miljømæssige omkostninger. Vi skal sikre, at de bliver indsamlet og genanvendt, når de ikke længere er i brug.”

Vi køber, selvom vi forventer kort levetid

WEEE Forum er en international sammenslutning af 50 producentansvarsorganisationer, herunder Returs elektronikordning, Elretur, der samarbejder om at styrke indsamling, behandling og genanvendelse af elektronikaffald.

Organisationen står også bag International E-Waste Day, der hver år sætter fokus på verdens hurtigst voksende affaldsstrøm – elektronik.

WEEE Forums undersøgelse viser, at hele 87 procent af de adspurgte ejer mindst ét Fast Tech-produkt, og 78 procent har købt et inden for det seneste år.

Det er ikke nødvendigvis produkter, som forbrugerne forventer at have glæde af i mange år, for hele 46 procent forventer, at Fast Tech har kortere levetid end dyrere alternativer. Samtidig kan 58 procent af de adspurgte europæere huske mindst ét produkt, de har brugt i højst seks måneder.

På trods af forventningerne om kortere levetid er 61 procent alligevel overordnet tilfredse med deres Fast Tech-produkter, og 59 procent svarer, at de vil erstatte et ødelagt Fast Tech-produkt med et nyt, billigt alternativ.

”Det er tankevækkende, at vi i stigende grad accepterer elektronik som noget, der hurtigt kan erstattes. For selvom produkterne er små og billige, kræver de stadig mange råstoffer og ressourcer at fremstille. Og når vi er færdige med dem, skal materialerne helst afleveres på genbrugspladserne, så de kan komme tilbage i kredsløbet,” siger Poul Poulsen, konstitueret direktør i Retur.

Når elektronikken ender i skuffen eller skraldespanden

Desværre viser undersøgelsen, at det langt fra er alle elektronikprodukter, der finder vej til genbrug eller genanvendelse.

29 procent af de adspurgte Fast Tech-købere fortæller, at de opbevarer produkter, de ikke længere bruger, derhjemme. Samtidig angiver 23 procent, at de har smidt Fast Tech i husholdningsaffaldet, mens 21 procent har lagt det i plastaffaldet.

”Det er en udfordring, fordi selv små elektroniske produkter indeholder materialer, der kan genanvendes, hvis produkterne bliver indsamlet og behandlet korrekt. Samtidig kan de udgøre en brandfare, særligt hvis produkterne indeholder batterier,” siger Poul Poulsen.

For når elektronikken ender i det forkerte affald, risikerer værdifulde materialer at gå tabt. Og når produkterne bliver liggende i skuffer og skabe, bliver materialerne ikke tilgængelige for genanvendelse.

Småt elektronik er stadig elektronikaffald

International E-Waste Day sætter hvert år fokus på elektronikaffald og betydningen af at indsamle og genanvende udtjente elektriske og elektroniske produkter.

Årets fokus på Fast Tech skal minde forbrugerne om, at et elektronisk produkt ikke holder op med at være elektronik, bare fordi det er lille, billigt eller hurtigt bliver erstattet.

For selvom den enkelte oplader, lyskæde eller gadget måske ikke syner af meget, kan de mange små produkter tilsammen udgøre en betydelig mængde elektronik, som risikerer aldrig at nå frem til genanvendelsen.

”Vi skal blive bedre til at se de små elektroniske produkter som en ressource, også når vi ikke længere bruger dem. Det afgørende er, at de bliver afleveret korrekt, så vi kan få mest muligt ud af de materialer, der allerede er i omløb,” siger Poul Poulsen.

Sådan kan du hjælpe

Små elektroniske produkter indeholder værdifulde materialer, som kan genanvendes. Men det kræver, at de bliver indsamlet korrekt. Du kan selv være med til at gøre en forskel:

Fast Tech i tal

En ny undersøgelse gennemført blandt 10.245 voksne i 12 europæiske lande viser:

Kilde: WEEE Forum, Fast Tech Consumer Survey 2026.