
Selvom producentansvarsorganisationer arbejder inden for de samme lovgivningsmæssige rammer, kan der derfor være forskel på både deres omkostninger og deres priser.
Organisering, administration, valg af leverandører og samarbejdspartnere samt måden, økonomiske udsving og risici håndteres på, er blandt de forhold, der kan have betydning for prisen.
Derfor kan priserne også udvikle sig forskelligt fra ordning til ordning. Ændringer i prisen hos én kollektiv ordning er ikke nødvendigvis udtryk for en tilsvarende prisudvikling hos andre.
Hos Retur tager vi udgangspunkt i de faktiske omkostninger ved at løfte producentansvaret. Vi baserer så vidt muligt vores priser på kendte og dokumenterede omkostninger og arbejder samtidig efter et princip om, at priserne skal være så stabile og forudsigelige som muligt.
Derfor håndterer vi udsving over tid frem for automatisk at sende midlertidige udsving videre til medlemmerne. Det er vores erfaring, at det er den bedste løsning for medlemsvirksomhederne i forhold til budgettering.
Det betyder ikke, at Returs priser ikke kan ændre sig. Men det betyder, at vores priser skal afspejle de reelle omkostninger ved at løfte producentansvaret, samtidig med at vi arbejder for at drive opgaven omkostningseffektivt og give medlemmerne så stabile og forudsigelige vilkår som muligt.
Når man sammenligner priser på tværs af producentansvarsorganisationer, er det derfor relevant at se på mere end selve prisen. I denne artikel folder vi ud, hvad der ligger bag Returs priser, hvordan vi har organiseret opgaven, hvordan vi håndterer økonomiske udsving, og hvordan priserne bliver fastsat.
Når en virksomhed er omfattet af producentansvar, følger der en række konkrete opgaver med.
Det handler blandt andet om rapportering, dokumentation, kontrol, kontraktstyring, økonomistyring, administration, rådgivning af samarbejdspartnere og leverandører, kommunikation og løbende udvikling af systemerne.
En central del af producentansvaret er desuden den praktiske håndtering af affaldet: indsamling og transport, sortering og behandling, herunder genanvendelse og genbrug. Der skal også stilles materiel som containere og bure til rådighed for indsamlingen.
Det er en omfattende opgave for den enkelte virksomhed at håndtere. Derfor kan virksomheder få opgaven løftet af en producentansvarsorganisation, som varetager producentansvaret på vegne af sine medlemsvirksomheder.
Du kan læse mere om det her og her.

Producentansvarsorganisationer er underlagt en række af de samme krav. Der er lovgivning, regler for indsamling og behandling og lovbestemte bidrag, som producentansvarsorganisationerne skal håndtere, og vi skal leve op til mål for genanvendelse, der stiger løbende.
Producentansvar er et stærkt reguleret område, og derfor vil omkostninger, som følger direkte af ændringer i lovgivningen eller andre forhold uden for den enkelte producentansvarsorganisations kontrol, naturligt kunne påvirke prisen for virksomhederne.
Prisen for producentansvar består dog af mere end det. Den påvirkes også af den enkelte producentansvarsorganisations egne valg i forhold til organisering og måden at drive producentansvaret på.
Det kan fx være:
Returs producentansvarsorganisationer håndterer producentansvaret for emballage, elektronik, batterier, tekstiler, fiskeriudstyr og engangsplast.
Frem for at have én fuld administrativ stab pr. producentansvarsorganisation har vi funktioner som medlemsservice, bæredygtighed, økonomi, kommunikation, data, kvalitetssikring og drift, der går på tværs af producentansvarsområderne. Det betyder, at vi kan dele medarbejdere, specialistkompetencer og IT-systemer og dermed udnytte stordriftsfordele på tværs af organisationen.
Denne måde at organisere os på bygger på mere end 20 års erfaring. Returs første producentansvarsorganisation, Elretur, har siden 2005 arbejdet efter de samme grundlæggende principper for prisfastsættelse og økonomisk risikohåndtering. Den erfaring tager vi med os på tværs af Returs producentansvarsområder.
Vi har samtidig få, nøje udvalgte samarbejdspartnere, og nogle har vi arbejdet sammen med siden Elreturs begyndelse. Antallet af leverandører har betydning for omkostningerne, fordi flere leverandører, aftaler og samarbejdsrelationer kræver flere ressourcer til administration og opfølgning.
På emballage har vi seks leverandører til indsamling og behandling. Det er et bevidst valg i vores organisering af opgaven. Andre producentansvarsorganisationer kan have hundrede leverandører eller mere, mens andre slet ikke har leverandører til indsamling, fordi deres markedsandele er så små, at de ikke selv skal stå for indsamlingen.
Forskellen i antallet af leverandører siger ikke i sig selv noget om, hvilken model der er bedst eller billigst. Men den har betydning for, hvordan organisationen skal indrettes. Flere leverandører betyder fx flere aftaler, mere koordinering, mere opfølgning og flere relationer, der skal administreres.
Omvendt kan en model med få leverandører stille andre krav til organisationens egen drift og organisering.
I Retur tager prisfastsættelsen udgangspunkt i de faktiske omkostninger og i de kommende omkostninger, vi har kendskab til ved håndteringen af producentansvaret.
Når vi fastsætter priserne, ser vi blandt andet på omkostningerne til at indsamle, transportere, behandle og genanvende de relevante affaldsmængder samt Returs egne administrative omkostninger.
Udgifter til kommuner og erhvervskompensation udgør desuden en betydelig del af de samlede omkostninger.
Virksomhedernes samlede betaling påvirkes samtidig af de nøgletal og fordelingsmekanismer, der er fastsat i lovgivningen, herunder betalinger til DPA og omkostninger forbundet med miljøgraduering.
Et grundprincip i Returs prisfastsættelse er, at vi så vidt muligt baserer priserne på kendte og dokumenterede omkostninger. Vores mangeårige erfaring viser, at lovgivning og regler kan ændre sig.
Derfor fastsætter vi priserne med udgangspunkt i den gældende lovgivning og indregner som udgangspunkt ikke forventede fremtidige prisstigninger eller omkostninger, som endnu ikke er fastlagt.
Når de faktiske omkostninger er kendte, kan de indgå i den efterfølgende prisfastsættelse. Vi ønsker hverken at opkræve mere end nødvendigt eller at opkræve beløb på forhånd for omkostninger, som endnu ikke er fastlagt.
Et producentansvarssystem er ikke statisk. Tildelinger kan variere, affaldsmængder kan udvikle sig anderledes end forventet, og omkostningerne til fx indsamling og behandling kan ændre sig fra år til år.
Derfor ser vi ikke kun på, hvad tingene koster her og nu, men også på, hvordan vi bedst muligt håndterer de udsving og risici, der følger med producentansvaret.
Gennem mere end 20 års erfaring med producentansvar har vi set, at økonomien kan svinge fra år til år. Derfor arbejder vi i alle Returs producentansvarsorganisationer efter et princip om at opbygge finansielle reserver, der kan fungere som en buffer, når omkostningerne udvikler sig anderledes end forventet.
Princippet er besluttet af bestyrelserne på vegne af medlemmerne og betyder, at den enkelte producentansvarsorganisation skal have en økonomisk polstring, der gør den i stand til at håndtere udsving og risici over tid. Vi indregner blandt andet tildelingsrisikoen i vores prissætning. På den måde behøver et udsving i et enkelt år ikke automatisk at føre til et tilsvarende prishop for medlemmerne.

Det betyder ikke, at priserne aldrig kan ændre sig. Men vi ønsker ikke at sende forventede eller midlertidige udsving direkte videre til virksomhederne, før vi kender de faktiske omkostninger.
Et konkret eksempel på, hvordan erfaring og løbende udvikling kan påvirke omkostningerne, er håndteringen af køleskabe. Vi har løbende udviklet og effektiviseret vores måde at løse opgaven på. Det har blandt andet betydet, at omkostningen ved at få et køleskab håndteret er reduceret fra 125 kr. i 2005 til 16 kr. i 2025.
Eksemplet viser, at omkostningerne ikke kun afhænger af, hvad en opgave koster på et givent tidspunkt, men også af, hvordan opgaven løses, og hvordan man over tid opbygger erfaring og finder mere effektive måder at drive producentansvaret på.

Den kommunale tildeling af emballageaffald til producentansvarsorganisationerne er et godt eksempel på, hvorfor økonomien kan svinge.
Tildelingen har betydning for, hvor store mængder affald en producentansvarsorganisation skal være med til at indsamle og dermed finansiere. Hvis en producentansvarsorganisation får tildelt mere eller mindre end forventet, kan det derfor påvirke organisationens omkostninger.
Vi har tidligere beskrevet mere detaljeret, hvad over- og undertildeling betyder, og hvordan tildelingen kan påvirke priserne.
Tildelingen er dog kun én af de faktorer, der indgår i den samlede prisfastsættelse. Derfor er det ikke kun selve tildelingen, der har betydning for prisen, men også hvordan den enkelte producentansvarsorganisation håndterer den økonomiske risiko, der følger med.
En vigtig del af prisdannelsen er, at den enkelte producentansvarsorganisation selv bærer de økonomiske konsekvenser af udsving i sin drift.
Hvis Emballageretur fx får en overtildeling på indsamling af emballage det ene år, er det Emballagereturs økonomi, der påvirkes. Omkostningen ved overtildelingen bliver ikke fordelt på de øvrige producentansvarsorganisationer i Retur eller på andre producentansvarsorganisationer på markedet.
Omvendt får de heller ikke del i en eventuel økonomisk fordel, hvis Emballageretur får lavere omkostninger som følge af en undertildeling.
Det betyder, at udsving i én producentansvarsorganisation ikke automatisk påvirker økonomien og priserne i en anden. Det er vigtigt at have med, når man sammenligner priser på tværs af producentansvarsorganisationer.
Retur er som den eneste producentansvarsorganisation organiseret som et medlemsdemokrati. Det betyder, at vores medlemmer ikke bare er kunder i en producentansvarsorganisation, men medejere, som gennem sektionsledelser og bestyrelser har indflydelse på, hvordan organisationen drives.
Det gælder også prisfastsættelsen. Retur udarbejder på baggrund af de forventede omkostninger et forslag til priser for de enkelte producentansvarsområder. Forslagene drøftes og kvalificeres sammen med medlemsvirksomhederne, som gennem sektionsledelserne er med til at anbefale priserne. Den endelige pris fastsættes herefter af bestyrelsen for den enkelte producentansvarsorganisation.
Det betyder, at prisfastsættelsen ikke alene er et spørgsmål om, hvad administrationen vurderer er den rigtige pris. Medlemmerne inddrages i processen og har mulighed for at få indblik i den økonomi og de overvejelser, der ligger bag prisforslaget, inden den endelige pris fastsættes af bestyrelsen.

Selvom vi stræber efter en stabil prissætning, kan Returs priser naturligvis også ændre sig.
Hvis lovgivningen medfører nye omkostninger, hvis de lovfastsatte omkostninger til kommunernes indsamling og håndtering ændrer sig, hvis der kommer højere krav til genbrug og genanvendelse, eller hvis andre forhold uden for vores kontrol gør det dyrere at løfte producentansvaret, kan det få betydning for vores priser.
Det betyder dog ikke, at en ændring i omkostningerne hos én producentansvarsorganisation automatisk fører til den samme prisudvikling hos andre. Producentansvarsorganisationerne har forskellige omkostningsstrukturer, organiseringer og måder at håndtere udsving på, og deres priser kan derfor udvikle sig forskelligt.
Hos Retur arbejder vi efter et princip om, at priserne skal være så stabile og forudsigelige som muligt, samtidig med at de skal afspejle de reelle omkostninger ved at løfte producentansvaret. Det betyder også, at vi tilstræber at fastsætte og melde priserne ud i god tid, så vores medlemmer har et så klart grundlag som muligt for deres budgetlægning og kan indregne omkostningerne til producentansvar for det kommende år.
Princippet går begge veje. Hvis omkostningerne falder, eller en producentansvarsorganisation over tid opbygger et overskud, skal det også komme medlemmerne til gode. Det kan betyde, at priserne holdes i ro i en længere periode, selvom den generelle prisudvikling i samfundet går opad, eller at priserne sættes ned.
Målet er ikke at love, at priserne aldrig ændrer sig, men at give vores medlemsvirksomheder så stabile og forudsigelige vilkår som muligt og en fair og gennemsigtig pris for det producentansvar, vi løfter på deres vegne. Samtidig arbejder vi for at drive opgaven så omkostningseffektivt som muligt med mest mulig genbrug og genanvendelse.