Nyhedsbrev

Retur
til fremtiden

Pressemeddelelse

Ny kollektiv ordning: Branche går sammen om producentansvar på fiskeredskaber

Ved årsskiftet trådte producentansvaret for fiskeredskaber med plast i kraft. Nu samler branchen sig om håndteringen af producentansvaret under non-profit kollektiv ordningen Fiskeriretur. Den nye kollektive ordning, er en del af Retur, som er baseret på 20 års erfaring med producentansvar. Hermed bliver Fiskeriretur den femte ordning i Retur-familien, der også tæller Elretur, Batteriretur, Emballageretur og Tekstilretur.
Dato: 7. februar 2025

Producentansvaret for fiskeredskaber indeholdende plast er netop trådt i kraft. Det sker som konsekvens af EU’s engangsplastdirektiv, hvis formål blandt andet er at reducere mængden af plast i naturen samt fremme mere miljøvenlige alternativer.

Det nye producentansvar fungerer på samme måde, som man kender det fra eksempelvis emballage. Er man som virksomhed med til at sætte et produkt på markedet – fx som producent, importør eller grossist – har man også det praktiske, økonomiske og juridiske ansvar for at få håndteret det, når det bliver til affald, så det i videst muligt omfang kan blive genbrugt eller genanvendt.

Håndteringen af et producentansvar kan kun ske i fællesskab, og derfor har den samlede branche lavet et samarbejde med det tværgående kraftcenter for producentansvar Retur om at etablere non-profit kollektiv ordningen Fiskeriretur.

”Vi har haft en god dialog med branchen om, hvordan man kan skabe et stærkt fællesskab, der samlet kan løfte producentansvaret. At Fiskeriretur nu repræsenterer hele branchen giver markante stordriftsfordele og fortæller samtidig med al tydelighed, at man ser det som en selvfølge, at man hver især påtager sig sin del af ansvaret. Vi ser frem til at hjælpe medlemmerne med at sikre, at færre mængder fiskeriudstyr ender i havet, når det er udtjent,” siger Morten Harboe-Jepsen, adm. direktør i Retur og Fiskeriretur.

De to største medlemmer af Fiskeriretur ud fra volumen er Cosmos Trawl med afdelinger i Hanstholm, Hirtshals, Skagen og Thyborøn og Egersund Group Danmark med afdelinger i Hanstholm, Hvidesande, Skagen og Thyborøn.

”Det er i alles interesse, at vi finder en langsigtet og effektiv måde at håndtere producentansvaret på. At vi alle sammen kan finde fælles fodslag og bakke op om den løsning, som vi har fundet frem til i samarbejde med Retur, bliver både en gevinst for havmiljøet og for den fremadrettede indsats for at genanvende så meget som muligt af materialerne i de udtjente fiskeredskaber,” siger Michael Lassen, CEO i Cosmos Trawl A/S.

”Med etableringen af Fiskeriretur har vi nu et professionelt set-up, der baseret på mange års erfaring med producentansvar. Det betyder, at vi som branche er i sikker havn og kan tage hånd om vores forpligtelser med det samme,” siger Jesper Hjermitslev, direktør i Egersund Trawl DK.

Forventes at koste millioner årligt
Det forventes, at producentansvaret for fiskeredskaber med plast kommer til at koste fiskeribranchen et millionbeløb årligt, og at der bliver indsamlet 300-600 tons på årsbasis.

Det vil især være i de store fiskeindustrihavne i Hanstholm, Hirtshals, Hvidesande, Skagen og Thyborøn, at affaldet bliver indsamlet. Men der vil også blive foretaget affaldsindsamling i mange andre havne landet over.

Udover den omfattende praktiske opgave med indsamling og efterfølgende håndtering af affaldet fra fiskeredskaberne, er der også en række administrative forpligtelser, herunder indberetning til myndighederne. Her skal hver enkelt virksomhed senest d. 1. april 2025 indberette mængden af fiskeredskaber sat på markedet i 2024.

”Ligesom det er tilfældet i de andre kollektive ordninger i Retur-familien, stiller vi i Fiskeriretur vores erfaring og viden om producentansvar til rådighed for medlemsvirksomhederne. Det samme gælder naturligvis vores internationale netværk,” siger Morten Harboe-Jepsen, der glæder sig til at hjælpe fiskeribranchen med at opfylde producentansvarets krav.

”Retur er den største samling af kollektive ordninger i Danmark, og vi er glade for at kunne hjælpe endnu en gren af dansk erhvervsliv. Hvis vi skal lykkes med at udvikle den cirkulære økonomi til et regulært alternativ til brug-og-smid-væk-kulturen i vores samfund, kræver det, at vi gør det i storskala og ikke mindst i fællesskab. Vi ser frem til at komme i gang med den konkrete opgaveløsning på vegne af medlemmerne i Fiskeriretur,” siger Morten Harboe-Jepsen.

 

FAKTA OM PRODUCENTANSVAR FOR FISKEREDSKABER:

Det nye producentansvar for fiskeredskaber med plast trådte i kraft den 1. januar 2025. Producentansvaret for fiskeredskaber med plast indføres som en del af EU’s engangsplastdirektiv, der blandt andet har til formål at reducere plastforurening i havmiljøet, fremme ansvarlig produktion og affaldshåndtering samt skabe økonomisk incitament til genbrug og genanvendelse. Alle former for fiskeriredskaber inklusive relateret udstyr indeholdende plast er omfattet af producentansvaret.

Virksomheder, der bringer fiskeriredskaber med plast på markedet, bliver omfattet af producentansvaret, og de får det praktiske, juridiske og økonomiske ansvar for at håndtere det trecifrede antal tons affald om året. Det drejer sig om producenter, importører, distributører og forhandlere samt virksomheder, der sælger direkte til professionelle eller private.

 

FAKTA OM FISKERIRETUR

Fiskeriretur er en non-profit kollektiv ordning for håndtering af producentansvar for fiskeriredskaber indeholdende plast, og medlemmerne repræsenterer den samlede branche i Danmark. Fiskeriretur er en del af Retur, en familie af de foreløbigt fem kollektive ordninger Elretur, Emballageretur, Batteriretur, Fiskeriretur og Tekstilretur, som håndterer producentansvaret for hhv. elektronik, emballage, batterier, fiskeriredskaber og i fremtiden også tekstiler. Som medlem af en eller flere kollektive ordninger under Retur får man bl.a. hjælp til at håndtere sine producentansvar ét og samme sted samt adgang til den samlede viden, ekspertise og det internationale netværk organisationen rummer.

Sammen udgør Retur en one-stop shop for producentansvaret, og i fællesskab arbejder vi for at øge genbrug og genanvendelse. Det gør vi for at sikre, at så mange dyrebare ressourcer som muligt bliver løftet op fra affaldsstrømmen og kommer tilbage til kredsløbet – Retur til fremtiden.

Læs mere om producentansvaret for fiskeredskaber med plast her.

 

Yderligere information

  • Kontakt: Camilla Falkenberg, Presse- og kommunikationsansvarlig i Retur, på mobil: +45 43 14 08 94 eller mail cf@retur.dk