1. Hjem
  2. elretur
  3. Har jeres virksomhed producentansvar for elektronik?

Har jeres virksomhed producentansvar for elektronik?

Sætter jeres virksomhed elektrisk eller elektronisk udstyr på det danske marked? Så kan I være omfattet af producentansvaret for elektronik. Her kan I hurtigt få overblik over, om det gælder jer, og hvad næste skridt er.

Hovedreglen: Første led på det danske marked har ansvaret

Producentansvaret for elektronik gælder som udgangspunkt den virksomhed, der første gang bringer elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning på det danske marked. Dette omfatter fabrikanter, importører, virksomheder med eget varemærke samt udenlandske virksomheder med direkte fjernsalg til Danmark.

Det afgørende er derfor ikke kun, om I selv har fremstillet produktet. Det afgørende er, hvilken rolle jeres virksomhed har i værdikæden, og om det er jer, der bringer udstyret ind på det danske marked første gang.

Virksomheder der typisk er omfattet

Producenter og importører

Fremstiller eller importerer jeres virksomhed elektrisk eller elektronisk udstyr og sætter det på det danske marked første gang, er I typisk omfattet.

Virksomheder med eget brand eller fjernsalg

Sælger I udstyr under eget navn eller varemærke, vil I ofte være producent i lovgivningens forstand, også selv om en anden har fremstillet produktet. Det samme gælder udenlandske virksomheder, der sælger direkte til danske kunder via e-handel.

Virksomheder der får produkter fremstillet

Får jeres virksomhed et produkt produceret af en anden og markedsfører det under eget navn, vil I typisk blive anset som producent.

Også produkter med indbyggede elektriske funktioner kan være omfattet

Producentansvaret gælder ikke kun klassisk forbrugerelektronik. Det gælder alle produkter, der er afhængige af elektrisk strøm eller elektromagnetiske felter for at fungere korrekt.
I praksis kan det for eksempel være produkter med motor, elektronikstyring eller display, indbyggede lyskilder, elektriske måle- eller reguleringsenheder, ledning, strømforsyning eller opladning. Det afgørende er produktets funktion - ikke hvad produktet hedder, eller hvilken branche det sælges i.

Hvad er ikke omfattet?

Der findes undtagelser i reglerne. De vigtigste omfatter blandt andet visse motordrevne køretøjer, skibe, fly og tog, militært udstyr og udstyr til national sikkerhed, rumfartsudstyr, store stationære industrielle værktøjer, faste installationer i stor skala, mobile ikke-vejgående maskiner til professionel brug, visse typer medicinsk udstyr og forsknings- og udviklingsprototyper mellem virksomheder. Batterier og akkumulatorer er ikke omfattet som elektronik. De er reguleret særskilt under producentansvaret for batterier.

Dansk Producentansvar administrerer producentregistret, fører tilsyn og kan træffe formelle afgørelser om blandt andet omfattelse, kategorisering og registreringsforhold.

Besøg Dansk Producentansvars side om elektronik.

Er I omfattet, følger der tre centrale forpligtelser

1

Registrering

I skal registrere jer hos Dansk Producentansvar (DPA) senest 14 dage, inden I markedsfører elektronik første gang. I skal blandt andet have styr på virksomhedens oplysninger, produktkategorier og valg af kollektiv ordning.

2

Indberetning

I skal indberette markedsførte mængder og produktkategorier til Elretur efter de frister, der gælder for jeres medlemskab. Elretur bruger dataene i den videre indberetning til DPA.

3

Finansiering og mærkning

I skal finansiere indsamling og behandling af elektronikaffald og sikre korrekt mærkning og information om særskilt indsamling.

Hvem gør hvad i producentansvaret?

Jeres virksomhed har det juridiske ansvar for registrering, data og dokumentation. Dansk Producentansvar administrerer registeret, modtager indberetninger, fører tilsyn og træffer formelle afgørelser. Elretur håndterer de praktiske forpligtelser i den kollektive ordning på vegne af medlemmerne - blandt andet indberetning, indsamling, behandling og dokumentation af affaldshåndteringen.

Få hjælp fra Danmarks største elektronik-ordning

Elretur er Danmarks største kollektive ordning på elektronikområdet og bringer mere end 20 års dedikeret erfaring til bordet.

Gennem et samlet Retur-medlemskab til kun 1.500 kr. om året får I én overskuelig indgang til håndtering af både elektronik, batterier, emballage og tekstiler. Vi giver jer den nødvendige volumen og operationelle forankring.

Ofte stillede spørgsmål